Schumann s. 104–105; Harðarson s. 937
Relevante lydlove:
- /ē/ → /ε/ <ai> / __ V
- *ē < a / __ #, N, r
- *i̯ > Ø / V__V
Hovedformer
| Betydning | Infinitiv | 3sg. præt. | 3pl.præt | Præt. ptc |
| ‘at have’ | haban | habáida | habáidedun | habáiþs |
| ‘at faste’ | fastan | fastida | fastidedun | fastaiþs |
Bøjning (præsens og præteritum)
| Præsens | |||
| Singularis | Dualis | Pluralis | |
| 1 | haba | habos | habam |
| 2 | habais | habats | habaiþ |
| 3 | habaiþ | haband | |
| Præteritum | |||
| 1 | habaida | habaidedu | habaidedum |
| 2 | habaidēs | habaideduts | habaideduþ |
| 3 | habaida | habaidedun | |
Suffikset: urgerm. *-aje- / *-ja-
Verberne i denne klasse har først og fremmest stativisk betydning, dvs. de betegner, at subjektet befinder sig i en tilstand.
Den indoeuropæiske stativ defineres lidt forskelligt, og LIV kalder den slet ikke stativ, men opdeler i essiv (det at være i en tilstand) og fientiv (det at indtræde i en tilstand). Alle er enige om, at den involverer et suffiks *-eh₁-/-h₁-, der nok er beslægtet med instrumentalisendelsen.
Dannelser med dette suffiks kan være afledt af verbalrødder eller være nominer. For den første gruppes vedkommende antager BAO et imperfektivt, stativ præsens med *-h₁-i̯é- og en stativ aorist med *-éh₁-. LIV derimod opdeler i essiv *‑h₁-i̯é- og fientiv *-éh₁-/-h₁-, som begge er imperfektivstammer.
Det er meget svært at påvise laryngalen i den påståede stativ-essive imperfektiv. Harðarson henviser til Neri, der mener, at laryngalen er gået tabt i former hvor temavokalen er *o:
- Urie. *h₁-i̯e- > *-h₁i̯e- > urgerm. *-aje- > *-aji- > *ai (som vi ser i gotisk)
- Urie. *h₁-i̯o- > *-i̯o- > urgerm. *-ja- (som bla. ses i ingvæonisk)
Dette skulle være et resultat af Saussures lov, der siger, at laryngaler går tabt i tautosyllabiske sekvenser af *oRH eller, mere relevant her, *HRo.
Dannelsestypen ses med større klarhed i den latinske 2. bøjning:
- lat. manēre ‘forblive’← *men- ‘forblive’; jf. gr. μένω ‘forbliver’ (LIV: fientiv *mn-éh₁-)
- lat. tacēre ‘tie’; jf. got. þahan ‘tie’ (LIV: essivt *pth₂k-h₁i̯é-)
Den denominale type dannedes med *-éh₁-i̯e/o- (her er alle enige):
- *-eh₁-i̯e- > urgerm. *-ēje- > *ēji > *ε̄i > *ai (som i got. habaiþ)
- *-eh₁-i̯o- > urgerm. *-ēja- > *ε̄ja > *ε̄a > *ā (som i got. habam)
Vi ser den med al tydelighed i latin:
- lat. albēre ‘være hvid’← albus ‘hvid’
De to hovedtyper i gotisk
Afledninger til verber/verbalrødder
Durativ betydning, som haban ‘have’, afledt af en rod *keh₂p- (LIV 344), der betyder ‘at tage, gribe’, som vi ser i lat. capere, gr. καπτω (som begge er fra *kh₂p-i̯o-).
- haban ‘at have’; LIV (345): essiv *kh₂p-h₁i̯é-
Afledninger til nominer
Stativ betydning:
- fastan ‘faste’ (← være standhaftig) ← gm. fastu– adj. u-st. ‘fast’
- (ga)leikan ‘behage, falde i smag’ ← go. galeiks ‘lig, lignende ← jævn, lige’. Semantikken er lidt indviklet: Kroonen fører betydningen ‘kunne lide’ tilbage til en upersonlig konstruktion ‘er lige → passer → behager’
- jiukan ‘være vred’ ← jiuka f. o-st ‘vredesudbrud’
- saurgan ‘sørge’ < saurga f. o-st. – dog rekonstruerer LIV en urie. essiv på baggrund af saurgan og må mene, at saurga er et deverbalt nomen.
Inkhoativ (fientiv/ingressiv) betydning:
- arman ‘forbarme sig’ ← urgerm. arms adj. ‘fattig, arm’; heraf afledningen armaion f. ‘barmhjertighed’. Strengt taget burde arman betyde ‘blive fattig’, men det betyder altså ‘blive barmhjertig’ – det er en oversættelse af latin miserēre ‘at have medfølelse’, afledt af miser ‘ulykkelig’
Faktitiv – en uventet type:
- (ga)weihan ‘vie, helliggøre’ ← weihs ‘hellig’
- sweran ‘ære’ ← swers ‘værdig’, æret
- ga-ainan ‘forene’ ← ains ‘en’
- ana-þiwan, gaþiwan ‘gøre til slave’← þius ‘tjener’ < urgerm. *þewa- ‘slave’. Kroonen analyserer det omvendt: *þewēn betød ‘at tvinge’, og *þewa- er et deverbalt nomen.