Hovedformer
| Betydn. | Infinitiv | 3sg. præt. | 3pl.præt | Præt. ptc | |
| a | ‘frelse’ | nasjan | nasida | nasidedun | nasiþs |
| b Sievers’ lov | ‘søge’ | sokjan | sokida | sokidedun | sokeiþs |
| c *ō → ɔ | ‘dømme’ | stojan | stauida | stauidedun | stauiþs |
Bøjning
| Præsens nasjan ‘at frelse’; sokjan ‘at søge’ | ||||||
| Singularis | Dualis | Pluralis | ||||
| 1 | nasja | sokja | nasjos | sokjos | nasjam | sokjam |
| 2 | nasjis | sokeis | nasjats | sokjats | nasjiþ | sokeiþ |
| 3 | nasjiþ | sokeiþ | nasjand | sokjand | ||
| Præteritum (nasjan og sokjan bøjes ens) | ||||||
| 1 | nasida | nasidēdu | nasidēdum | |||
| 2 | nasidēs | nasidēduts | nasidēduþ | |||
| 3 | nasida | nasidēdun | ||||
Uregelmæssige former
Nogle verber (af hvilke de fleste er gamle *i̯e/o-præsentier) mangler ‑i- i præteritumsendelsen, så præteritumsstammen enter på ‑t- / ‑ted-, ikke ‑id- / ‑ided-:
- brūkjan – brūhta – brūhtēdun – *brūhts ‘at bruge’; LIV: *bʰruHg/g̑-i̯é-
- bugjan – baúhta – baúhtēdun – *baúhts ‘at købe’ (LIV: nydannelse *bʰug-i̯é-)
- þagkjan – þāhta – þāhtēdun – þāhts ‘at tænke’ LIV: *tong/g̑-éi̯e-
- þugkjan – þūhta – þūhtedun – þūhts ‘at synes’ LIV: *tn̥g/g̑-i̯é-
- waúrkjan – waúrhta – waúrhtēdun – waúrhts ‘at arbejde’. LIV: *u̯r̥g-i̯é-
- káupatjan– káupasta – káupastēdun – káupatiþs – ‘at slå’
- briggan – brāhta – brāhtēdun – *brāhts ‘at bringe’ (fra klasse III)
Suffikset
Afspejler forskellige indoeuropæiske dannelser:
- Kausativ/iterativer på *‑ei̯e/o- med o-trin i roden (jf. den vediske kausativ)
- Denominative *‑i̯e/o-præsentier. (jf. den vediske denominativ)
- Primære verber på urie. *-i̯e/o- (sjældent)
En enkelt, sjælden type lader til at være germansk:
- Iterativer/intensiver på *-at-ije/a-, *-et-ije/a-, *-ut-ije/a-, *-it-ije/a-
Kausativer/iterativer
En af de to store klasser af 1.-konjugationsverber.
I indoeuropæisk havde kausativ/iterativ enten o– eller nultrin i roden. I germansk er nultrinnet blevet generaliseret:
- satjan ‘sætte’ < *sod-éi̯e-, kasuativ til sitan ‘sidde’
- lagjan ‘lægge’ < *logʰ-éi̯e-, kausativ til ligan ‘ligge’
Ligeledes havde 1–3sg. perfektum *o-trin:
- 1.sg. sat, 2. sg. sast, 3. sg. sat < *se-sod-h₂a,*se-sod-th₂a, *se-sod-e
Kausativerne satjan, lagjan har altså samme vokalisme som 1.-3. sg. præterium.
I germansk er der opstået det mønster, at kausativen synkront dannes ved at sætte suffikset ‑jan på stammen i præteritum singularis af de stærke verber.
- nasjan ‘at frelse, redde, helbrede’ ← ga-nisan ‘at frelse, blive frelst’ (3sg. præt ga-nas); jf. ty. nähren → da. nære over for ty. genesen ‘blive rask’
- wandjan ‘vende (tr.), få til at vende’ ← windan ‘vinde, vikle’ (3sg. præt wand)
- dragkjan ‘få til at drikke’ ← drigkan ‘drikke’ (jf. eng. drench – drink, da. drænke – drikke, sv. dränka – dricka)
- ur-raisjan ‘oprejse’ ← ur-reisan ‘stå op’ (jf. eng. raise – rise)
- ga-drausjan ‘få til at falde; fælde’ ← driusan ‘falde’
Et velkendt eksempel fra dansk, der ikke optræder i gotisk:
- Urgerm. *faljan- > ono. fella, da. fælde ← urgerm. *fallan- > da. falde (verbet har en kompliceret forhistorie som en sammensætning af urie. *h₂pó- og *h₃el ‘at falde’ med et nasalsuffiks; Kroonen 126)
Faktitiver/denominativer
Ogås en stor klasse inden for 1. konjugation. Inden for indoeuropæistikken betegner denominativer verber afledt af substantiver, mens faktitiver er verber afledt af adjektiver.
På germansk eksisterede der tre formelle denominative typer:
- *‑e-i̯e/a- afledt fra tematiske stammer
- *‑i-i̯e/a afledt fra i-stammer
- *‑u-i̯e/a- afledt fra u-stammer
Både *e, *i og *u bliver til i i denne stilling, og de tre suffikser udviklede sig til *‑ije/a-. Dette suffiks faldt sammen med det gamle *‑i̯e/o-suffiks. Som følge af Sievers’ lov generaliseredes *‑ije/a- efter en tung rod eller en polysyllabisk stamme, *‑je/a- efter en let rod (dvs. samme mosætning som nasjan og sokjan ovenfor).
Disse verber er oftest afledt af adjektiver:
- hauhjan ‘at ophøje, forherlige’ ← hauhs
- mikiljan ‘prise’ ← mikils ‘stor’
- hailjan ‘at helbrede’; ga-hailjan ‘blive rask’ ← hails ‘rask’
- warmjan ‘at varme’ ← warms ‘varm’
- faurhtjan ‘frygte’ ← faurhts ‘bange’
Eksempler på afledning fra substantiver forekommer dog også:
- siponjan ‘være discipel’ ← siponeis m. ‘discipel’
- dailjan ‘at dele’ ← *daila- n. ‘del’
- stojan ← staua f. ‘dom’
- haurnjan ‘blæse i horn’← haurn n. ‘horn’
- filuwaurdjan ‘snakke med mange ord’← filuwaurdei f. īn-st. ‘ordrighed, ordgyderi’
- taiknjan ‘vise’ ← taikns (f. i-st.) ‘tegn, mirakel’
Primære *-i̯e/o-præsentier
Denne type har ikke sat sig mange spor i germansk, men se feks. den ovenstående liste over verber, der danner præsens efter klasse 1, men har præteritums participium på -ts, ikke -iþa.
- þaursjan ‘tørste’; LIV (637): *tr̥s-i̯é-, jf. skt. tr̥ṣyáti ‘tørster’
- waúrkjan – waúrhta – waúrhtēdun – waúrhts ‘at arbejde’. LIV (686): *u̯r̥g-i̯é-, jf. mykensk wo-ze /worzei/, gr. ερζω, av. vərəziieiti
- þugkjan – þūhta – þūhtedun – þūhts ‘at synes’ LIV (629): *tn̥g/g̑-i̯é-
Iterativer/intensiver på -atjan
Denne klasse af iterativer/intensiver på *-at-ije/a-, *-et-ije/a-, *-ut-ije/a-, *-it-ije/a- nævnes af Harðarson, der mener de har en parallel i græske verber på -αζω og -ἴζω < *‑adi̯ō-, *‑idi̯ō-
- swogatjan < ‘sukke’ ← ga-/uf-swogjan ‘sukke, beklage’.