Hovedformer
| Betydn. | Infinitiv | 3sg. præt. | 3pl.præt | Præt. ptc | |
| a | ‘frelse’ | nasjan | nasida | nasidedun | nasiþs |
| b Sievers’ lov | ‘søge’ | sokjan | sokida | sokidedun | sokeiþs |
| c *ō → ɔ | ‘dømme’ | stojan | stauida | stauidedun | stauiþs |
Bøjning
| Præsens nasjan ‘at frelse’; sokjan ‘at søge’ | ||||||
| Singularis | Dualis | Pluralis | ||||
| 1 | nasja | sokja | nasjos | sokjos | nasjam | sokjam |
| 2 | nasjis | sokeis | nasjats | sokjats | nasjiþ | sokeiþ |
| 3 | nasjiþ | sokeiþ | nasjand | sokjand | ||
| Præteritum (nasjan og sokjan bøjes ens) | ||||||
| 1 | nasida | nasidēdu | nasidēdum | |||
| 2 | nasidēs | nasidēduts | nasidēduþ | |||
| 3 | nasida | nasidēdun | ||||
Uregelmæssige former
Nogle verber (af hvilke de fleste er gamle *i̯e/o-præsentier) mangler ‑i- i præteritumsendelsen, så 3. sg. og 3. pl. ender på ‑ta og ‑tedun:
- brūkjan – brūhta – brūhtēdun – *brūhts ‘at bruge’; LIV: *bʰruHg/g̑-i̯é-
- bugjan – baúhta – baúhtēdun – *baúhts ‘at købe’ (LIV: nydannelse *bʰug-i̯é-)
- þagkjan – þāhta – þāhtēdun – þāhts ‘at tænke’ LIV: *tong/g̑-éi̯e-
- þugkjan – þūhta – þūhtedun – þūhts ‘at synes’ LIV: *tn̥g/g̑-i̯é-
- waúrkjan – waúrhta – waúrhtēdun – waúrhts ‘at arbejde’. LIV: *u̯r̥g-i̯é-
- káupatjan– káupasta – káupastēdun – káupatiþs – ‘at slå’
- briggan – brāhta – brāhtēdun – *brāhts ‘at bringe’ (fra klasse III)
Suffikset
Afspejler forskellige indoeuropæiske dannelser:
- Kausativ/iterativer på *‑ei̯e/o- med o-trin i roden (jf. den vediske kausativ)
- Denominative *‑i̯e/o-præsentier. (jf. den vediske denominativ)
- Primære verber på urie. *-i̯e/o- (sjældent)
En enkelt, sjælden type lader til at være germansk:
- Iterativer/intensiver på *-at-ije/a-, *-et-ije/a-, *-ut-ije/a-, *-it-ije/a-
Kausativer/iterativer
En af de to store klasser af 1.-konjugationsverber.
Kausativen havde jo o-trin i indoeuropæisk:
- warjan ‘hindre, afværge’ < *h₂u̯or-éi̯e-
Ligeledes havde 1–3sg. perfektum *o-trin. I germansk er der opstået det mønster, at kausativen synkront dannes ved at sætte suffikset ‑jan på stammen i præteritum singularis af de stærke verber.
- nasjan ‘at frelse, redde, helbrede’ ← ga-nisan ‘at frelse, blive frelst’ (3sg. præt ga-nas)
- wandjan ‘vende, få til at vende’ ← windan ‘vende sig’ (3sg. præt wand)
- dragkjan ‘få til at drikke’← drigkan ‘drikke’
- ur-raisjan ‘oprejse’ ← ur-reisan ‘stå op’
- ga-drausjan ‘få til at falde; fælde’ ← driusan ‘falde’
Faktitiver
Ogås en stor klasse inden for 1. konjugation.
På germansk eksisterede der tre formelle denominative typer:
- *‑e-i̯e/a- afledt fra tematiske stammer
- *‑i-i̯e/a afledt fra i-stammer
- *‑u-i̯e/a- afledt fra u-stammer
Da både *e, *i og *u > i i denne stilling, udviklede de tre suffikser sig til *‑ije/a-. Dette suffiks faldt sammen med det gamle *‑i̯e/o-suffiks. Som følge af Sievers’ lov generaliseredes *‑ije/a- efter en tung rod eller en polysyllabisk stamme, *‑je/a- efter en let ro.
Disse verber er oftest afledt af adjektiver, sjældnere af substantiver
- mikiljan ‘prise’ ← mikils ‘stor’
- hauhjan ‘at ophøje, forherlige’ ← hauhs
- hailjan ‘at helbrede’; ga-hailjan ‘blive rask’ ← hails
- warmjan ‘at varme’← warms
- dailjan ‘at dele’ ← *dails
- siponjan ‘være discipel’
- faurhtjan ‘frygte’ ← faurhts ‘bange’
- stojan ← staua f. ‘dom’
- haurnjan ‘blæse i horn’← haurn n. ‘horn’
- filuwaurdjan ‘snakke med mange ord’← filuwaurdei f. īn-st. ‘ordrighed, ordgyderi’
- taiknjan ‘vise’ ← taikns (f. i-st.) ‘tegn, mirakel’
Primære *-i̯e/o-præsentier
Denne type har ikke sat sig mange spor i germansk, men se feks. den ovenstående liste over verber, der danner præsens efter klasse 1, men har præteritums participium på -ts, ikke -iþa.
- þaursjan ‘tørste’; LIV (637): *tr̥s-i̯é-, jf. skt. tr̥ṣyáti ‘tørster’
- waúrkjan – waúrhta – waúrhtēdun – waúrhts ‘at arbejde’. LIV (686): *u̯r̥g-i̯é-, jf. mykensk wo-ze /worzei/, gr. ερζω, av. vərəziieiti
- þugkjan – þūhta – þūhtedun – þūhts ‘at synes’ LIV (629): *tn̥g/g̑-i̯é-
Iterative/intensiver på -atjan
Denne klasse af iterativer/intensiver på *-at-ije/a-, *-et-ije/a-, *-ut-ije/a-, *-it-ije/a- nævnes af Harðarson, der mener de har en parallel i græske verber på -αζω og -ἴζω < *‑adi̯ō-, *‑idi̯ō-
- swogatjan < ‘sukke’ ← ga-/uf-swogjan ‘sukke, beklage’.