De fire klasser
De svage verber falder i fire klasser, alt efter om deres infinitiv ender på:
- -jan nasjan – nasida – nasidēdun – nasiþs ‘at frelse’
- -ōn salbōn – salbōda – salbōdēdun – salbōþs ‘at salve’
- -an haban – habáida – habáidēdun – habáiþs ‘at have’
- -nan fullnan – fullnōda – fullnōdēdun – fullnōþs ‘at fylde’
Karakteristika
Udover de karakteristiske præsenssuffikser karakteriseres de svage verber ved deres måde at danne præteritums participium og præteritum på.
Præteritums participium dannes i de svage verber med suffikset –da– < germ. *-da-, en vernervariant af urie. *‑to-, til præsensstammen (modsat i urie. hvor suffikset føjedes til roden).
De svage verber tilhører forskellige stammetyper, der hverken dannede aorist eller perfektum i indoeuropæisk. De har heller ingen aflyd og kan derfor ikke passes ind i det stærke præteritum.
I stedet har de udviklet et såkaldt dentalpræteritum, der dannes med suffikset *-d-/-ded-. Stammen i dentalpræteritum er identisk med stammen i præteritums participium – se den ovenstående oversigt.
Dentalpræteritum afspejler nok en perifrastisk konstruktion (en ‘omskrivning’), dvs. en konstruktion der involverer en nominal form af verbet og et hjælpeverbum (som dansk har sagt, havde sagt: har/havde er hjælpeverber, sagt er en nominal form)
Den nominale form lader til at være præteritums participium, mens suffikset må være opstået af en form af roden *dʰeh₁-, der kunne udtrykke datid, dvs. (rod)aorist, imperfektum eller perfektum. En form som salboda ‘gjorde salvet’ skulle efter denne teori afspejle konstruktioner som
- *im solpah₂tom dʰeh₁t ‘gjorde ham salvet’ → salvede ham’
- *ei̯ah₂m solpāh₂tah₂m dʰeh₁t ‘gjorde hende salvet’ → salvede hende’
Formerne blev kontraheret og resulterede i et nyt bøjningsskema, her eksemplificeret med nasjan og salbon:
| ik | nasida | salboda |
| þu | nasides | salbodes |
| is | nasida | salboda |
| wit | nasidedu | salbodedu |
| jut | nasideduts | salbodeduts |
| weis | nasidedum | salbodedum |
| jus | nasideduþ | salbodeduþ |
| eis | nasidedun | salbodedun |
Andre perifrastiske konstruktioner
Det perifrastiske perfektum og pluskvamperfektum, som vi feks. har i dansk har gjort, havde gjort, er en senere udvikling i nord- og vestgermanske sprog. Også de romanske sprog har udviklet perifrastiske tempora: fr. j’ai fait ‘jeg har gjort’; j’avait fait ‘jeg havde gjort’; je vais faire ‘jeg går at gøre → vil gøre’, je ferai ‘jeg har at gøre → vil gøre’ (af infinitiv+en form af verbet avoir ‘at have’).
I sanskrit udvikles en futurumsform bestående af dannelser med nomen agentis-suffikset ‑tar– og former af as- ‘at være’.