Blandt de nominar der behandles i denne blandede klasse finder vi både rodnominer og gamle suffiksale typer, der ikke kan indordnes i deres egen klasse i germansk
Urie. havde som bekendt en klasse af rodnominer, dvs. nominer dannet direkte til en rod uden noget afledningssuffiks. En sådan dannelsestype lader til at have været produktiv på et stadie af germansk, hvilket betyder, at vi både finder nedarvede og nydannede rodnominer i sprogene. I gotisk er mange rodnominer er helt eller delvist overgået til andre bøjninger.
- alhs m. ‘tempel’ med en mulig kognat i lit. al̃kas, elkas ‘helig lund’ og lett. ę̀lks ‘idol; gudebillede’
- brusts (pl.) ‘bryster’, < urie. *bhrus-t- ← *bhreu̯s-t- ‘svulme’
- fotus, m. u-stamme ← urie. rodnomen *pōds, *pedós
- reiks m. ‘hersker’, der delvist retter sig efter a-stammerne. Et keltisk låneord: kelt. *rīg- ‘hersker’ ses i oldirsk rí. Urie. *h₃rēg̑-, jf. lat. rēx, skt rāj- ‘fyrste’
- baurgs f. ‘borg’, der delvist retter sig efter i-stammerne. Af urie. *bʰr̥gʰ-
- manna m. ‘mand’, der delvist retter sig efter n-stammerne. Af urie. *dʰg̑ʰm-on-, jf. Lat. homō, -inis m. ‘menneske, mand’, lit. obs. žmuo (forældet) m. ‘mand’
- for, gen. funins ‘ild’, en gammel r/n-stamme: urie. *peh₂-ur, *ph₂-un-ós, jf. hitt. pahhur, pahhwenas, gr. πυρ osv.
| ‘hersker’ m. | ‘borg’ f. | ‘mand’ m. | ‘ild’ n. | ||
| Singularis | |||||
| N | reiks | baurgs | manna | fon | *-s |
| G | reikis | baurgs | mans | funins | *-is fra a-st.; ellers*-es/-os |
| D | reik | baurg | mann | funin | *-i = lokativ |
| A | – | baurg | mannan | *-m̥? *-am, *‑im ← a- og i-st.? | |
| Pluralis | |||||
| N | reiks | baurgs | mans mannans | *-es | |
| G | reike | baurge | manne | Germ. *-ii̯-ōm? | |
| D | reikam | baurgim | mannam | Lånt fra hhv. a- og i-stammer | |
| A | – | baurgs | mans mannans | =nom.pl. | |
Akkusativ singularis
*-m̥ > *-um > ? Dvs. går u tabt i denne stilling, eller bevares det? Hvis det ikke bevares, er det helt lydret, at akk.sg. her er endelsesløs. Hvis det bevares, skulle vi jo have ‑u som i akk.sg. sunu. Måske disse stammer tidligt overgik delvist til a- og i-stammedeklinationen, hvor ie. *-am og *-im > Ø.
Dativ pluralis
De øvrige sprog der har bevaret endelsen har -um, hvilket lader til at komme af *-m̥is. Dvs. *m er blevet vokaliseret i stilling efter en obstruent. Gotisk har skiftet *-um ud med a-stammernes endelse i maskulinum, i-stammernes endelse i feminum.
r-stammer
I urie. fandtes det to typer af r-stammesyffikser: *-ter-/-tor-, der dannede nomina agentis, og *‑ter-, der karakteriserede visse slægtsakabsbetegnelser. I gotisk finder vi kun den sidstnævnte type.
Udover u-stammen sunus har germansk arvet fire af de indoeuropæiske slægtskabsbetegnelser. De bøjes allesammen ens. Det drejer sig om:
- *ph₂-tér- > fadar (men det gængse ord er atta, en n-stamme )
- *bʰráh₂-ter- > got. broþar
- *mah₂-tér- < ono. móðir (‘mor’ hedder aiþei på gotisk)
- *dʰug̑ʰ-tér- < got. dauhtar
- *su̯é-sor-, som analogisk er blevet til *swes-tar > got. swistar
Lydregler
- *-ēr > germ. -ar
| ‘far’ | ||
| N | fadar | *-ēr |
| V | fadar | *-er |
| A | fadar | *-er-m̥ |
| D | fadr | *-r-i |
| G | fadrs | *‑r-os |
| Pl. | ||
| N | fadrjus | Fra u-stammerne (*-eu̯-es) |
| A | fadruns | *-rn̥s |
| D | fadrum | Fra u-stammerne |
| G | fadrje | Uklar |
Dativ pluralis
Vi venter **fadurm med *r̥ > ur. Formen fadrum er vel analogi med de andre svage former, der alle har fadr, og med u-stammernes endelse -um. Det er i øvrigt ikke unormalt, at *-r̥- > *-ur omstilles til *-ru-, hvis der er et analogisk pres fra resten af paradigmet, som her.
Måske indfydelsen fra u-stammerne skyldes, at ‘søn’ var en u-stamme?