Germanske udviklinger
De germanske langvokaler afspejler indoeuropæiske langvokaler og kombinationer af kortvokal plus laryngal.
- Sammenfald af urie. *ō og *ā i gm. *ō > got. /ō/ <o>.
- Dybos lov i præ-germansk: Prætonisk langvokal forkortes før en sonorant. I følge Kroonen gælder reglen alle langvokaler, i følge Stiles 2017 er der tale om svind af en laryngal efter *i og *u, som i sunus ‘søn’ og wair ‘mand’.
- Osthoffs lov: Forkortelse af lang vokal foran sonorant plus konsonant: *V̄RC > *VRC
- Nye langvokaler i forbindelsen kortvokal + nasal + /h/. I germansk opstod der i sådanne forbindelser en lang nasalvokal. Nasaleringen svandt, og de tidligere nasalerede vokaler faldt sammen med langvokalerne. Urie. *ā var jo blevet til *ō, men på denne måde opstod et nyt *ā.
- *ē og *ō sænkes i åbne stavelser og får allofonerne [ε̄] <aí> og [ɔ̄] <aú>.
- Et nyt langt ē, kaldet ē², opstår og giver gotisk /ē/; dets oprindelse er omdiskuteret
I gotisk sker der følgende
- *ei̯, der i germansk havde udviklet sig til *ii̯, falder sammen med gotisk /ī/ <ei>
- Bemærk, at [ε̄] og [ɔ̄] skrives <aí> og <aú>
Germanske udviklinger i sidste stavelse:
- Forkortelse af langvokaler i udlyd og før nasal eller r:
*ī > i
*ū > *u
*ō > *a
*ē > *a