Generelle bemærkninger
På et tidspunkt efter Verners lov flyttedes den germanske accent til første stavelse. Det medførte diverse svækkelser i de efterfølgende stavelser. De indoeuropæiske vokaler er derfor bedst bevaret i første stavelse i germansk, og når vi taler om vokalernes udvikling, taler vi derfor først og fremmest om de betonede vokaler i første stavelse.
Indoeuropæisk havde fem kortvokaler – /i, u, e, o, a/ – og tre laryngaler, der kunne optræde i vokalisk form: /h̥₁, h̥₂ h̥₃/ (skrives også /ə₁, ə₂ ə₃/). Gotisk derimod havde tre kortvokaler:
- /i/ med allofonen [ε]
- /u/ med allofonen [ɔ]
- /a/
Fra indoeuropæisk til germansk
I korte træk kan kortvokalernes udvikling fra indoeuropæisk til germansk beskrives som følger:
Vokalsammenfald
- *o og de vokaliserede laryngaler faldt sammen med *a > germ. *a
- *e faldt i nogle stillinger sammen med *i > germ. *i
Dybos lov
Iflg. den prægermanske Dybos lov opstår nye vokaler, når prætonisk langvokal forkortes før en sonorant. I følge Kroonen gælder reglen alle langvokaler, i følge Stiles (2017) er der tale om svind af en laryngal efter *i og *u, som i
- sunus < *suh₁nús ‘søn’
- wair < *u̯ih₁rós ‘mand’
Erstatningsforlængelse
Nasaler svinder før *h, og en forudgående kortvokal forlænges (V̆Nh > Ṽh)
Læs om erstatningsforlængelse af urgerm. → *i, → *u, → *e og → *a
Vokalsvækkelse uden for første stavelse
Efter tab af udlydende lukkelyde svinder udlydende kortvokaler, undtagen *u
Fra germansk til gotisk
Fra germansk til gotisk sker der følgende:
*e > i
De *e’er der ikke allerede er faldet sammen med *i i germansk, falder nu også sammen med *i > gotisk i.
Brydning
Dernæst undergår både got. /i/ og /u/ brydning i stilling før /r/, /h/ og /ƕ/ – dvs. de udtales som hhv. [ε] og [ɔ], der skrives <ai> og <au>
Læs om → brydning af i og → brydning af u.
Vokalsvækkelse
Særlig i sidste stavelse svækkes vokaler på forskellig vis.