Urie. *e bliver til urgerm.*i i diftongen *ei̯ og måske også i *eu̯; dvs. vi får følgende udvikling i germansk:
- *ei̯ > gm. *ii̯ > *ī > got. /ī/ <ei>
- *eu̯ > gm. *iu > got. /iu̯/ <iu>
Som allerede nævnt er det usikkert præcis hvad der sker med de øvrige diftonger i gotisk – om de forbliver diftongiske eller monoftongeres, er usikkert, eftersom skriften ikke afslører det. Her følger vi den etymologiserende skole, der mener, at ie. *ai̯ og *au̯ forbliver diftongiske i gotisk og derfor skrives <ai> og <au>. For at skelne dem fra /ε/ og /ɔ/ kan man vælge at skrive dem <ái> og <áu>, mens /ε/ og /ɔ/ kan skrives <aí> og <aú>.
Udlyd, flerstavelsesord
I udlyd spiller det en rolle, at finalt *i går tabt, mens *u bevares. Der sker følgende (men kun i flerstavelsesord):
- Urgerm. *au̯ forbliver *au̯
- Urgerm. *ai̯ > *a
Herefter:
- Urgerm. *eu̯ > *au̯
- Urgerm. *ei̯ > *ai̯
Der opstår altså et nyt *ai̯ af *ei̯. Senere hen bliver gm. *ōu̯ og *ēu̯ til *au̯. Nye diftonger opstår som resultat af kontraktioner og *ai̯; se feks. gibai o-stamme d.sg.*-(i̯)ah-ei̯.
Udlyd, enstavelsesord
I enstavelsesord bevares diftongen. Derfor har det demonstrative pronomens nom.pl.m. formen þai < *toi̯. Endelsen har bredt sig til de stærke adjektiver, feks. blindai nom.pl.m. ‘blinde’.