Forskerne er uenige om, hvor mange diftonger gotisk havde. Svaret beror på, hvordan man tolker af de gotiske grafemer <ai>, <au> og, til dels, <iu>.
Det klassiske system
Her på siden går vi ud fra, at gotisk havde tre diftonger, som vi skriver <ái>, <áu> og <iu>. Accenten på de to a-diftonger tjener til at skelne dem fra /ε/ og /ɔ/, som vi skriver <aí> og <aú>.
Vi går altså ud fra, at <ai> og <au> er dobbelttydige. Det er der flere grunde til:
- De lyde der skrives <ai> og <au> kommer dels af urie. *e, *i og *u, dels af urie. diftonger. Vi går altså ud fra, at gotisk har bevaret forskellen på diftonger og monoftonger.
- Rundt omkring i sproget forekommer der paradigmatisk vekslen mellem ai ~ aj, au ~ aw og iu ~ iw, som i got. þius ‘tjener’ (m.nom.sg.) vs. þiwos m.nom.pl. ‘tjenere’
- Gotiske ord med <aí> dukker op i de romanske sprog med /a/, hvilket tyder på, at /aj/-udtalen har eksisteret helt op i det 5. og 6. årh. e.Kr., f.eks.
- got. *aífrs ‘skrækkelig’ → it. afro ‘besk, sur’, prov. afre ‘skræk’, fr. affreux ‘afskyelig’
- got. haifsts ‘strid, skænderi’ → it. astio ‘misundelse, uvilje’
Der er dog også visse ting der taler imod denne teori:
- Got. gaíts ‘ged’ → it. ghetta ‘ged’ viser monoftongisering
- Der er ingen gode eksempler med <aú>
Det amerikansk strukturalistiske system
De forskere der tolker <ai> og <au> som monoftonger, ser dem også som dobbelttydige, idet de regner med, at <ai> står for både [ε] og [ε:], mens <au> står for [ɔ] og [ɔ:]. De har altså et større vokalsystem, men kun én diftong: <iu>.
Denne analyse går tilbage til amerikanske strukturalister som James Marchand, William Moulton, Theo Vennemann og Oscar Jones. Sidstævnte regnede også iu til monoftongerne.
Et vægtigt argument for denne analyse er selvfølgelig, at skriften ikke skelner mellem diftongr og monoftonger. Hvis sproget havde haft diftonger, kunne de feks være blevet stavet <aj> og <aw>.
Derudover er der særlig i Lukas-evangeliet eksempler på en manglende distinktion af længde og artikulationssteder, der ligger meget tæt op ad hinanden:
- <e> for <ei>, f.eks. leikeis ‘læge’ for forventet lekeis
- <i> for <e>, f.eks. birusjos ‘forældre’ i stedet for forventet berusjos
- <ei> for <i>, f.eks. usdreibeina ‘de skal køre ud’ i stedet for forventet usdribeina eller laisaris ‘lærer’ i stedet for forventet laisareis
- <u> for <o>, f.eks. lauhmoni ‘lyn’ i stedet for forventet lauhmuni
- <au> for <u>, f.eks. sunaus m.nom.sg. ‘søn’ i stedet for forventet sunus
Her er det dog muligt, at disse skrivevarianter kan reflektere ostrogotisk sprogbrug.
Endelig er der, i hvert fald i ostrogotisk, en udvikling ai > e og au > o i låneord, f.eks.
- Evarix (< *aiwa-)
- Oderit (< Audareþs)
- Vandalsk: froja arme < frauja armai for gr. κύριε ἐλείσον
Sådanne låneord lader dog til at være lidt yngre end dem med romansk a ← gotisk ai, dvs. at ai > e og au > o kan være en senere, post-wulfiansk udvikling.
Nogle strukturalister mener, at længdedistinktionen var ophævet og kom frem til et meget simpelt vokalsystem:
fortungevokal | bagtungevokal | |||
---|---|---|---|---|
slap | spændt | slap | spændt | |
høj | i /ı/ | ei /i/ | u /ŭ/ | |
mellemhøj | aí /ɛ/ | e /e/ | aú /ↄ/ | o /o/ |
lav | a /a/ | |||
diftong | iu |
Læs mere om de urie. → kortdiftonger og → langdiftonger