Skrift og overlevering

For at kunne oversætte Biblen til gotisk har biskoppen Wulfila også udviklet et særligt alfabet til sproget.

Wulfilas gotiske alfabet er ikke taget helt ud af det blå, men er blevet inspireret af eksisterende alfabeter, især græsk og latin. Man kan fx se ligheder mellem gotisk 𐌰𐌱𐌲 og græsk ΑΒΓ, eller mellem gotisk ??? og latin RSF.

Ligesom i græsk bruges bogstaverne også som tal:

·𐌴· 𐌾𐌰𐌷 ·𐌺· 𐌳𐌰𐌲𐌰 = .e. jah .k. daga

20. og 5. dag (dvs den 25. dag)

Når et tegn bruges med sin tal- og ikke sin lydværdi, markeres dette i manuskripterne gerne enten med en prik både før og efter tegnet eller med en vandret streg over tegnet. Derudover har hvert bogstav også et navn, der begyndte (så vidt muligt) med samme lyd som bogstavens værdi.

Der skelnes ikke mellem store og små bogstaver i gotisk. Enkeltordene er hellere ikke adskilt med mellemrum men er skrevet ud i ét. Mellemrum bruges kun mellem to sætninger eller sætningsled.

Normalt læser man ikke gotiske tekster med gotiske bogstaver, men snarere i translitteration, dvs. med latinske bogstaver. Hele alfabetet, translitteration og talværdi lyder således:

𐌰	𐌱	𐌲	𐌳	𐌴	𐌵	𐌶	𐌷	𐌸
a	b	g	d	e	q	z	h	þ
1	2	3	4	5	6	7	8	9
𐌹	𐌺	𐌻	𐌼	𐌽	𐌾	𐌿	𐍀	𐍁
i	k	l	m	n	j	u	p
10	20	30	40	50	60	70	80	90
𐍂	𐍃	𐍄	𐍅	𐍆	𐍇	𐍈	𐍉	𐍊
r	s	t	w/y	f	x	ƕ	o
100	200	300	400	500	600	700	800	900

Bemærk, at bogstaverne 𐍁 og 𐍊 ikke har en lydværdi, men hører til talsystemet.

Bemærk også translitterationen af bogstaverne 𐌸 (þ) og 𐍈 (ƕ). Bogstavet þ (“thorn”) betegner en ustemt dental frikativ (IPA [θ]) som i engelsk th. Det særlige gotiske bogstav ƕ (“hwair”) betegner et labialiseret /h/ [hʷ] eller ustemt /w/ [ʍ], som wh i nogle engelske dialekter eller hv i nogle danske.

Som nævnt er visse af tegnenes form inspireret af de græske, men også rækkefølgen er mere eller mindre den samme. Undtagelserne kan let forklares:

• q står på den plads, hvor græsk har digamma (ϝ), der også her gælder for tallet 6. Formen stammer fra en latinsk kursivform af netop q.
• h står på den plads, hvor græsk har eta (η). Herved følger Wulfila den måde at bruge tegnet på, som også kendes fra latin.
• j står på den plads, hvor græsk har ksi (ξ), da gotisk havde ikke behov for et specielt tegn til ks.
• Formen for tegnet u er direkte lånt fra runealfabetet og sat ind på den plads, hvor græsk har o-mikron (ο).
• Tegnet for 90 hos Wulfila har ingen lydværdi. Det samme gælder for græsk koppa (ϙ / ϟ).
• w står på den plads, hvor græsk har y-psilon (υ) og har sin form fra stort y-psilon (Υ). Ypsilon i græske låneord gengives med w i Wulfilas bibeloversættelse og bliver translittereret med w eller y; fx Swria eller Syria ‘Syrien’ (gr. Συρία).
• f, som til formen er lånt fra etruskisk/latin, er sat ind på den plads, hvor græsk har phi (φ).
• ƕ står på den plads, hvor græsk har psi (ψ), da gotisk ikke havde behov for et specielt tegn til ps. Formen har ingen kendte paralleller i andre skriftsystemer.
• Tegnet for 900 hos Wulfila har ingen lydværdi. Det samme gælder for græsk sanpi (ϡ).

Diakritika og interpunktion

Udover bogstaverne finder man nogle diakritika og interpunktionstegn. Det vigtigste diakritiske tegn er et trema (to prikker) på ?, translittereret ï, som betegner en ny stavelse (fx Esaïas ‘Esajas’, som er udtalt med fire stavelser), eller et nyt ord (fx ïs ‘hans’, jf billedet nedenfor).

Som interpunktionstegn findes en enkelt prik (·) svarende til en komma, og en dobbelt prik (:) svarende til et slutpunktum.

Et sidste vigtigt tegn er en linje oven på et ord, især nomina sacra (hellige navne) som Gud, Kristus etc. Tit sættes de bogstaver, der er forkortet ved brug af denne streg, i parentes i translitterationen, fx g(u)þ ‘Gud’ for ?̅?̅.