[Her mangler noget om lange i-diftonger]
De grundlæggende regler for langdiftongernes udvikling er (husk. at urie. *ā og* ō > urgm. *ō):
- *āu̯, *ah₂u̯ faldt sammen med *ōu̯ og *ohu̯ i urgerm. *ōu̯
- *ōu̯V > *ōV
- *ō og *ē > [ɔ̄] og [ɛ̄] i åben stavelse, skrives <aú> og <aí> (hvis man tilhører den skole der tror at gotisk havde a-diftonger)
- I lukket stavelse trådte Osthoffs lov i kraft – men vi har kun belæg for denne udvikling i forbindelse med diftongen urgm. *āu̯
Urgerm. *ōu̯ > *ou̯ /__C
Osthoffs lov. Ingen eksempler fra gotisk
- Gm. *goman- /*gauman- m. ‘gumme, gane’: ono. gómi, gómr, tysk Gaumen < *gʰeh₂-u-mōn
- Gm. *nausta- n. ‘bådeskur’: ono naust < *neh₂u-sth₂-o-; afledt af urie. *neh₂-u- ‘skib’ > Skt. nau‑, Gr. ναῦς, Lat. nāvis.
Urgm. *ōu̯V > *ōV
- sauil [sɔːil] n. ‘sol’ < urgerm. *sōel < urie. *seh₂-u̯el-
Urie. *āu̯#, *ēu̯# > urgerm. *au̯#
- ahtáu ‘otte’, jf. on. átta, sv. åtta, oe. eahta, ty. acht < urgerm. *ahtau < urie. *(h₃)ok̂tō(u̯); jf. skt. aṣṭáu, aṣṭā́, gr. ὀκτώ, lat. octō, oir. ocht, lit. aštuonì m.fl
- sunau, u-st. dativ singularis < *-ēu̯; jf. ved. lok.sg. sūnau