i-stammer

Indoeuropæiske i-stammer > germanske i-stammer

Relevante lydlove

  • *i > germ. *i > Ø/__#, N#,‑s#
  • *ei̯ > germ. *ii̯ > got. ī <ei>
  • *‑ei̯# og *-eis# > germ. *‑ai̯ og *-ais# (se nedenfor)
  • Køn: m., f., n., men neutrum er ikke belagt i gotisk 
  ‘gæst’ m. ‘magt’ f. urie. endelser
N gasts mahts *‑is
G gastis mahtais M fra a-st. ; F *-ei̯-s (?)
D gasta mahtai M fra a-st.; F *‑ei̯? Eller fra o-st.? Eller lok. på *‑ēi̯?
A gast maht *‑im
V gast   *‑i
Pl.      
N gasteis mahteis *‑ei̯-es
G gaste mahte *‑(i)i̯-ōm? *‑ei̯-ōm?
D gastim mahtim *‑i-mos
A gastins mahtins *‑i-ns

Genitiv singularis femininum

Mange har antaget, at f. *‑ais kommer af ie. *-oi̯-s. De øvrige sprog peger dog på *-ei-s, og Sandgaard Hansen foreslår i sit kompendium s. 71, at -ais faktisk er den lydrette udvikling af ie. *‑ei̯s. Olander (2015:126) er overvejende enig.

Dativ singularis

Den indoeuropæiske form antages at have været *‑ei̯-ei̯ (= suffiks+endelse), som i ved. agn-áy-e. Men andre sprog viser tilsyneladende *‑ei̯, således feks. oksl. gost. Haplologi kalder man det, når én af to enslydende sekvenser slettes: *‑ei̯-ei̯ → *‑ei̯.

På gotisk har vi både en maskulin og en feminin endelse: M. -a, F. ‑ai.

– maskulinum

Endelsen -a må komme fra a-stammerne, jf. daga (<* lok. *‑oi̯ og/eller inst.*‑eh1)

– femininum

Endelsen ‑ai er blevet analyseret på flere måder:

  1. Ligesom maskulinums -a er lånt fra o-stammerne, kan femininums -ai være lånt fra ō-stammerne, jf. gibai < *‑ah2-ai.
  2. Sandgaard Hansen (kompendium s. 71), der jo mener, at femininums gen.sg. ‑ais < *‑ei̯s, bemærker, at dativens -a ligeledes kan < *‑ei̯.
  3. Traditionelt mener man, at -ai afspejler den indoeuropæiske lokativ singularis, der var *‑ēi̯, at dømme efter de vediske former. Det er en såkaldt endelsesløs langtrinslokativ. Man ser det dannelsesprincip i de vediske u-stammer: nom.sg. sūnúḥ, sūnáu < *‑ēu̯. I i-stammerne venter vi **agnáy < *‑ēi̯, men de har tilsyneladende overtaget u-stammeendelsen, så lokativen hedder, noget uventet, agnáu (Se bøjningen i Macd. s. 80–81). Men man regner altså med, at den hed *‑ēi̯ i urie., og nogle forskere mener, at denne form er fortsat i gotisk ‑ai.

Genitiv pluralis og dativ pluralis

Se forklaringer under a-stammerne.