I visse tilfælde korresponderer gotisk /ē/ med ono. é oht. ē, ia, ie, oeng. ǣ, ē. Her rekonstrueres gm. *ē², et nyt fonem i germansk, der muligvis er opstået i forbindelser af i+a (således Kroonen, der konsekvent rekonstruerer *ia, ikke *ē²). Vi finder det også i låneord.
I de nordvestgermanske sprog bruges *ē² som aflydsmarkør i præteritum:
– ono. hēt, oeng. hēt, heht, oht. hiaӡ.
Her har gotisk [ɛ] <aí>:
– haí-háit
Gm. *ē² > got. /ē/ <e>
– her ‘her’; ono. hér, oht. hiar, hia, oeng. hēr < urie. *k̑i- ‘denne’ + *-or
– kreks ‘græker’, jf. Oht. kriach, ← lat. graecus
– mes ‘bord’; jf. oeng. mēse, oht. mias < lat. mēnsa
– gen.pl. –ē er muligvis fra *-ei̯-om