De germanske an-stammer indeholder substantiver og svage adjektiver, som enten er maskuline eller neutrale.
Urie. *en- og *on-stammer. Eks. got. guma < *guman-‘mand’. Inden for adjektivernes bøjning bliver n-stammerne grundlaget for den svage bøjning.
Suffikserne er *‑an- (guma m. ‘mand’), *‑jan- (frauja m. ‘herre’), *-ijan- og *‑wan- (sparwa m. ‘spurv’).
Bøjning
Relevante lydlove
- N går tabt i udlyd
- *-ē og *-ō forkortes i udlyd > *a
- tilsyneladende går *-m̥ > *-um også tabt i udlyd (afhænger af, om man tror på, at *u går tabt i denne stilling)
| ‘hane’ m. | ‘øje’ n. | |||
| N | hana | (*-ē (HD) eller )*-ō (AD) | augo | Analogisk; erstatter *-n̥ |
| A | hanan | *-on-m̥ | augo | Som nom. |
| G | hanins | *-(e)n-es | augins | Som mask. |
| D | hanin | *-en-i (lokativ) | augin | Som mask. |
| Pl. | ||||
| N | hanans | *-on-es | augona | *-ōnh₂ → *-ōn+ā |
| A | hanans | *‑(o)n-n̥s | augona | Som nom. |
| G | hanane | *-n-ōm > anal. -an-ōm | augane | Som mask. |
| D | hanam | *-on-mis (on anal.) | augam | Som mask. |
Nominativ singularis maskulinum
Både ie. *-ē og *-ō giver -a i sidste stavelse, så nom. sg. kan i tyeorien repræsentere både urie. *‑ē(n) og *-ō(n). De øvrige germanske sprog tyder dog på urie. *-ōn.
Nominativ/akkusativ singularis neutrum
Den oprindelige endelse, ie. *-n̥, er svundet og analogisk erstattet af ō, der må være opstået i nom.akk.pl. Mønstret har været: “nom./akk. singularis = nom./akk. pluralis minus n og kasusendelse.”
Genitiv singularis
Den urie. endelse har vel været *-n-és (som ved. rā́jñas), men dativen går tilbage til en urie. lokativ, der vel havde fuldtrin i suffikset: *-en-i (som ved. rā́jani). Således Harðarson (918), der mener, at genitiven har fået sit fuldtrin i analogi med dativen.
Akkusativ pluralis maskulinum
Ie. *-n-n̥s ville > *‑nuns, hvilket vi også ser i auhsnuns; den endelse ligner u-stammernes endelse, jf. sununs. Endelsen ‑ans må derfor være lånt fra nom.pl.
Nominativ/akkusativ pluralis neutrum
På vedisk har vi hele tre konkurrerende endelser, -a/-ā/-āni (karma/karmā/karmāṇi) der lader til at afspejle ie. *-n̥ (ubøjet), *‑n̥h₂ og *-ōn. Den sidste form er måske resultatet af erstatningsforlængelse som den vi tit ser i nominativ singularis (*‑onh₂ >*‑ōn). Den germanske endelse, -ona, må være ie. *-ōn med tilføjet -ah₂, der er hentet ind fra de tematiske stammer.
namo n. ‘navn’ danner non./akk. pluralis med formen namna
Genitiv/dativ pluralis
Aflydende suffikser har altid nultrin i de svage kasus i pluralis og dualis (ikke nødvendigvis i singularis). Genitiv pluralis må have været *-n-ōm, dativ pluralis *-n-mis. I gotisk har vi gen.pl. -an-e og dat.pl. -am < *-an-mis. I begge tilfælde er suffikset i fuldtrin – det må være analogi i germansk.
auhsa m. ‘okse’ har refleksen af en HD gen. pl. auhnse.
Køn
De fleste urie. n-stammer var maskulina eller neutra; der findes også feminine n-stammer, men femininum kunne også dannes med suffikset *-ih₂; således vedisk rāj-an– m. ‘konge’; rā́j-ñ-ī f. ‘dronning’.
Suffikset
I germansk er n-stammerne blevet en vigtig klasse – også blandt adjektiverne, idet de såkaldt svage adjektiver bøjes helt ligesom de substantiviske n-stammer.
I indoeuropæisk var der flere forskellige n-stammetyper: *-en-/-on-, *-u̯en-/-u̯on-, *‑men-/-mon-, *h₃onh₂-/*-h₃n̥h₂-. De fordelte sig stort set på to hovedtyper: dem med nom.sg. *‑ō, gen. *-on-os og dem med nom.sg. *-ē, gen.sg. *-n-os. Suffiksets –n– går tabt i nominativ singularis, der derfor ender på *-ō og *‑ē.
For germansk er især to typer vigtige:
- Urie. *-en-/-on- lader til at have været et individualiserende/singulativt suffiks: det betegnede et individ eller en enkelt forekomst af noget. Det bruges tit i forbindelse med kropsdele (jf. got. haírto n. ‘hjerte’, augo n. ‘øje’, tuggo f. ‘tunge’).
- Urie. *h₃onh₂-/*-h₃n̥h₂-, det såkaldte hoffmann-suffiks (her i Birgit Olsens rekonstruktion; andre siger *-h₁on- eller *‑h₃on‑), havde possessiv betydning; det betød ‘fuld af X, rig på X, som har X’.
Eksempler fra indoeuropæiske sprog
Individualiserende dannelser, dvs. urie. *-on/-en-:
- Lat. catus ‘klog’ → Catō, gen. Catōnis subst. ‘den kloge/en klog én’
- Lat. cicer ‘kikært’ → Cicerō, gen. Cicerōnis subst. ‘kikærten’
- Gr. στραβός ‘skeløjet’ → Στράβων subst. ‘den skeløjede’
- Gr. πλατύς ‘bred(skuldret) → Πλάτων subst. ‘den bredskuldrede’
- Av. marəta- adj. ‘dødelig’ → marətan– subst. ‘en dødelig’
- Got. liuts adj. ‘hyklerisk’ → liuta, n-st. subst. ‘en hykler’
- Got. kaurn ‘korn (massebetegnelse)’ → kaurno, n.-st. ‘et enkelt korn’
Eksempler, der sandsynligvis er dannet med Hoffmann-suffikset:
- Lat. nāsus m. ‘næse’ → Nāsō, Nāsōnis m. enten individualiserende: ‘næsen’ eller dannelse med Hoffmann-suffikset ‘ham der har en stor næse’
- Gr. γνάθος m. ‘kæbe, kind’ → Γνάθων m. enten ‘kæben’ eller ‘ham med den store kæbe’ (om en snylter)
- Ved. yúvan-, lat. iuvenis ‘ung’ < *h₂i̯u-h₃onh₂- ‘som har livskraft’ (jf. āyu-‘livskraft’ < *h₂oi̯u-)
N-stammer i græsk, latin og vedisk
Her følger en lille oversigt over n-stammerne i græsk, latin og vedisk.
Græsk
I grammatikerne finder man de græske n-stammer under tredje deklinations substantiver (dem vi også kalder konsonantstammer), typisk under overskriften “Stammer på nasal”; se feks. hos (Rix 1976:145).
Græske n-stammer ender typisk på ‑ων, med gen. sg. ‑ωνος og ‑ην, gen.sg. ‑ενος. Græsk har genindført ν i nominativ singularis. I neutrum ender nom./akk.sg. på -α < *n̥; gen.sg. ender på ‑ατος med et innovativt τ, der findes i hele bøjningen.
- χειμών -ώνος m. ‘vinter’
- ἄρσην, -ένος adj. ‘mandlig’
- ῥῆμα, ῥηματος n. ‘ord’
Endelserne de samme som i resten af tredje deklination.
Latin
Også her finder man n-stammerne i tredje deklination. Den latinske tredje deklination er opdelt i i-stammer og konsonantstammer – n-stammerne er selvfølgelig konsonantstammer. I maskulinum og femininum har latinske n-stammer nom.sg. på. ‑ō, gen.sg. på ‑inis, ‑ōnis eller -nis, alt efter hvordan de bøjedes i urie.. I neutrum har de typisk -en < *n̥ i nom./akk.sg.
- virgō, virginis f. ‘ung kvinde’
- homō, hominis m. ‘mand, menneske’
- carō, carnis f. ‘kød’
- carmen, carminis n. ‘sang’
- flūmen n. flod‘
Endelserne er de samme som i alle andre konsonantstammer af 3. deklination.
Vedisk
Her ender n-stammerne på nom.sg -ā, gen.sg. -ānaḥ eller -náḥ (Macd. 67 f.)
- áśmā, áśmānaḥ m. ‘sten, tordenkile, himmel’
- rā́jā, rā́jñaḥ m. ‘hersker’ (m. devī́-femininum rājñī́)
Nedarvede n-stammer i germansk:
- guma m. ‘mand’ < germ. *guman- m.; lat. homō, -inis < *dʰg̑ʰm-on-
- hjarni m. < germ. *hersan- m. ‘hjerne’ < *k̑erh₂s-on-/*k̑r̥h₂s-n-; jf. skt. śiras, gen. śīrṣṇás ‘hoved’
- aúhsa, ved. ukṣā́, ukṣṇáḥ < ie. *huks-en-
I moderne germanske sprog ser vi nogle gange spor af n-stammefleksionen:
- da. øje – øjne
- da. ørenring
- sv. öga –ögon
- eng. ox – oxen.