Adjektiver

De indoeuropæiske atematiske adjektiver bøjedes efter samme mønstre som substantiverne. Det nærmeste man kommer på en adjektivisk bøjning er den tematiske bøjning, hvor nominalendelserne altid har overlappet med de pronominale endelser. Det passer med den grundantagelse, at den tematiske bøjning fra starten af var adjektivisk.

Pronominer og adjektiver har til fælles at de modificerer substantiver (de børn : søde børn), og mange sprog (feks. vedisk og latin) har en gruppe såkaldte pronominaladjektiver, der bøjes helt eller delvist som pronominerne. Det ser ud til, at de to bøjninger, den pronominale og den tematiske, bliver ved med at udveksle endelser i flere af enkeltsprogene. Måske tematisk bøjning opstod ved, at man føjede pronominale endelser, måske hele pronominer, til adjektivstammer.

I germansk er der opstået to specifikke adjektivbøjninger som de fleste adjektiver kan bøjes efter, afhængigt af konteksten.

I germansk ser det ud til at alle adjektiver på et tidligt tidspunkt adskilte sig fra substantiver på den måde, at de tiltrak pronominale endelser (ud over dem som substantiverne allerede havde). Det er det der kaldes den stærke bøjning.

Dernæst opstod der i stilling efter det demonstrative pronomen (sa, so, þata) en ny adjektivbøjning (sa ubila bagms ‘det dårlige træ’); de bøjes som n-stammer og kendes som den svage bøjning.