Urie. tematisk bøjning > germanske a-stammer
| daga- ‘dag’ (m.) | hláiba- ‘brød’ (m.) | waúrda- ‘ord’ (n.) | |
|---|---|---|---|
| nom.sg. | dag-s | hláif-s | waúrd |
| akk.sg. | dag | hláif | waúrd |
| dat.sg. | dag-a | hláib-a | waúrd-a |
| gen.sg. | dag-is | hláib-is | waúrd-is |
| vok.sg. | dag | hláif | – |
| nom.pl. | dag-os | hláib-os | waúrd-a |
| akk.pl. | dag-ans | hláib-ans | waúrd-a |
| dat.pl. | dag-am | hláib-am | waúrd-am |
| gen.pl. | dag-e | hláib-e | waúrd-e |
- Ord efter denne bøjning er maskulina eller neutra – de tilsvarende feminina bøjes efter ō-bøjningen
- De urie. suffikser *-o-, *-i̯o-, *-iho, *-u̯o- > -a, -i̯a, -ii̯a, -u̯a (m. og n.) er alle tematiske, og i indoeuropæisk bøjedes ord med disse suffikser ens. I germansk bøjes de lidt forskelligt, på grund af fonologiske udviklinger i germansk
- Husk at der er masser af tematiske suffikser i urie.: *-mo-, *-no-, *-to-, *‑tlo- De bøjes allesammen ens i urie. og i germansk. Det er kun dem med initialt *-i̯ og *-u̯, der skaber (små) problemer
Relevante lydlove:
- Sievers lov: urie. *-i̯o- > germansk *-ija- efter en tung stavelse
- Omvendt udviklede *-iho-*-io- sig til *i̯o efter let stavelse
- *o > urgerm. *-a > Ø / __#, N#, -s#
- *ij >* ī (ligesom urie. *ei̯ > *ij > ī som skrives <ei> i gotisk)
De tematiske stammer har altså spaltet sig ud i tre typer i germansk, fordi suffikser med *‑i̯o-, *-iho, *-u̯o- smelter sammen med kasusendelserne på forskellig vis. Stammer med suffikset *-u̯o- regnes også for en særlig klasse, men forskellen er minimal (hlaiw ‘grav’ vs. triu ‘træ’).
Singularis
| -a- og -wa- | -ja- | -ija- | Urie. | ||||
| Sg | ‘dag’ m. | ‘grav’ n. | ‘barn’ n. | ‘hær’ m. | ‘køn’ n. | ‘hyrde’ m. | |
| N | dags | hlaiw | barn | harjis | kuni | hairdeis | M *-os N *-om |
| G | dagis | hlaiwis | barnis | harjis | kunjis | hairdeis | *-eso |
| D | daga | hlaiwa | barna | harja | kunja | hairdja | lok. *‑oi̯ inst.*‑eh₁ |
| A | dag | hlaiw | barn | hari | kuni | hairdi | *-om |
| V | dag | hairdi | *-e | ||||
Pluralis
| N | dagos | hlaiwa | barna | harjos | kunja | hairdjos | M *-o-es N *-ah₂ |
| G | dage | hlaiwe | barne | harje | kunje | hairdje | *-ii̯-ōm? |
| D | dagam | hlaiwam | barnam | harjam | kunjam | hairdjam | *-o-mos |
| A | dagans | hlaiwa | barna | harjans | kunja | hairdjans | M *-ōns N *-ah₂ |
Nominativ singularis
harjis: Vi forventer, at *-i̯os > *-iz, så *jiz må have hentet *-j- ind fra de øvrige kasusformer.
hairdeis: Sievers lov: germ. *-jas > *-ijas efter tung stavelse. Dernæst tab af *-a- og *-ijs > *-īs <eis>
Genitiv singularis
Urie.*-eso formodes at høre hjemme i pronominalfleksionen; vi genfinder den i oksl. česo og homergræsk τέο gen.sg. ‘hvis’ < *kʷ-eso.
Også i vedisk og homergræsk har de tematiske stammer en endelse der er lånt fra pronominalfleksionen: jf. ved. nom.sg. devás, gen.sg. devásya, gr. κύανος, gen. κυάνοιο (over for regelm. -ου) < *-osi̯o. Denne endelse er den regelmæssige i pronominalfleksionen; jf. ved. tásya (og i ayám, iyám, idám-pronominet: asyá), gr. τοῖο (ovf. τοῦ), lat. cuiius < *kʷosi̯o + -s.
Dativ pluralis
I dativ og instrumentalis pluralis og dualis peger nogle grene (italisk, keltisk, armensk) på en række endelser, der begynder med *bʰ-; jf. ved. dat./abl.dualis ‑bhyām, inst.pl. ‑bhiḥ, dat.pl. ‑bhyaḥ; lat. dat.pl. ‑ibus. I de slaviske og germanske sprog har de tilsvarende endelser initialt *m-; feks. oldlitauisk dat.pl. ‑mus. Vi kan rekonstruere følgende par:
- Dat.abl. pl. *-mos eller *-bʰ(i̯)os, jf. oksl. -mъ, olit. -mus; lat. dat.pl. ‑ibus
- Inst.pl. *-mis eller *-bʰis, jf. litauisk inst.pl. -mis, vedisk -bhis
Om den germanske endelse kommer af *-mos eller *-mis ved vi ikke, men forskerne hælder mest til *-mis.
Bemærk, at urie. *s, der ellers er den eneste obstruent der bevares i udlyd, svinder i stilling efter m.
Genitiv pluralis
Endelsen -e < urgerm. *e² er en gotisk nydannelse, hvis oprindelse er uklar. I indoeuropæisk var endelsen *-ōm < *-o-om (=temavokal + endelse), som har givet et omdiskuteret *‑ō̃N i urgermansk. Det er ikke den endelse vi ser i gotisk.
Olander foreslår, at gotisk -e er lydret af *-i̯ōm, mens Kroonen følger et forslag fra Kortland og foreslår *‑ei̯-om fra i-stammerne.
I begge tilfælde er det gotiske e det såkaldte *e² (se også Kroonen (2013:20–21). Det opstår formentlig lydret af en forbindelse som germ. *-ijōm eller *–ijom.
Akkusativ pluralis
Vedisk har -ān < indoiransk *-āns, der peger på urie. -ōns med en langvokal, der ikke er sikkert forklaret. Vi ved ikke om den germanske endelse går tilbage til *-ons eller *-ōns: På grund af Osthoffs lov ville begge former > *-ans med kort a i germansk.