I denne klasse har de former der bruges som præsens deres oprindelse i det indoeuropæiske perfektum. Præsens bøjes derfor efter næsten samme regler som det stærke præteritum, og der findes seks klasser af præteritopræsentiske verber, svarende til de seks første klasser af stærke verber.
Præteritum bøjes svagt, men uden bindevokal.
I de forskellige germanske sprog har flere af disse verber udviklet sig til modalverber. Man kan læse om de danske modalverbers udvikling på Dansk sproghistorie.
Klasse 1 *ei̯C
*witan ‘at vide’
Ældre dansk witæ ‘at vide’; bemærk 2sg. præs. veedst, veedstu Af urie. pf. *u̯oid- til roden *u̯id- ‘at se’.
Præsens
- Sg. wait, waist, wait
- Du. wituts
- Pl. witum, wituþ, witun
Ptc. witands
Præteritum
- Sg. wissa, wisses, wissa
- Du. wissedu, wisseduts
- Pl. wissedum, wisseduþ, wissedun
Ptc. witans.
Klasse 2 *eu̯C
dugan ‘at du’
Af urie. *dʰeu̯gʰ-, der iflg. LIV betyder ‘at træffe’, men har ret forskellige betydninger i enkeltsprogene: ved. duh- ‘at malke’(!), gr. ἔτυχον ‘traf’
Præsens
- Sg. dáug, dáugt, dáug
- Du. duguts
- Pl. dugum, duguþ, dugun
Præteritum
- Sg. duhta, duhtes, duhta
- Du. duhtedu, duhteduts
- Pl. duhtedum, duhteduþ, duhtedun
Klasse 3 *eRC
kunnan ‘kunne’
Af urie. *g̑noh₃-. Det germanske præteritopræsens er ikke fra et urie. perfektum, men tilsyneladende fra et nasalpræsens *g̑n̥-né-h₃-ti / *g̑n̥-n-h₃-énti
Præsens
- Sg. kann, kant, kann
- Du. kunnuts
- Pl. kunnum, kunnuþ, kunnun
Ptc. kunnands
Præteritum
- Sg. kunþa, kunþes, kunþa
- Du. kunþedu, kunþeduts
- Pl. kunþedum, kunþeduþ, kunþedun
Ptc. kunþs
þaúrban ‘behøve’
Ældre middeldansk thurve ‘have behov for’; præs. tharf. Af gm. *þurfan ← urie. *tr̥p- ‘tilfredsstille sig’; jf. ved. tŕ̥pyati ‘tilfredsstille’, gr. τέρπομαι ‘nyder’, lit. tar̃pti ‘trives’. Betydningsovergangen til germansk er uklar.
Præsens
- Sg. þarf, þarft, þarf
- Du. þaúrbuts
- Pl. þaurbum, þaurbuþ, þaurbun
Ptc. þaúrbands
Præteritum
- Sg. þaúrfta, þaúrftes, þaúrfta
- Du. þaúrftedu, þaúrfteduts
- Pl. þaúrftedum –þaúrfteduþ, þaúrftedun
Ptc. þaurfts
ga-daursan ‘turde’
Af gm. *durzan > urie. *dʰers- ‘fatte mod’; jf. ved. pf. dadhárṣa ‘er modig’; gr. θάρσος n. ‘mod’; lit. dra̧sùs adj. ‘modig’. Dansk turde, tør er en sammenblanding af ældre middeldansk thurve ‘behøver’ og thore ‘vove, risikere.’
Præsens
- Sg. gadars, gadarst, gadars
- Du. gadaúrsuts
- Pl. gadaúrsum, gadaúrsuþ, gadaúrsun
Præteritum
- Sg. gadaúrsta, gadaúrstês, gadaúrsta
- Du. gadaúrstedu, gadaúrsteduts
- Pl. gadaúrstedum, gadaúrsteduþ, gadaúrstedun
Klasse 4 *eR
*skulan ‘skulle’
Ældre middeldansk scule ‘skulle, har pligt til’ med præs. scal. Af urie. *skel-, attesteret i oldprøjsisk skellants adj. ‘skyldig’, lit. skelėti ‘at skylde’
Præsens
- Sg. skal, skalt, skal
- Du. skuluts
- Pl. skulum, skuluþ, skulun
Præteritum
- Sg. skulda, skuldes, skulda, skuldedu
- Du. skuldeduts
- Pl. skuldedum, skuldeduþ, skuldedun
munan ‘mene’
Urnord. muna ‘mindes, huske’, senere dansk monne ‘måske kunne være’, præs. mon/monne, præt. monde. Af urie. *men–
Præsens
- Sg. man, mant, man
- Du. munuts
- Pl. munum, munuþ, munun
Præteritum
- Sg. munda, mundes, munda
- Du. mundedu, mundeduts
- Pl. mundedum, mundeduþ, mundedun
Klasse 5 *eC
*ga-naúhan; bi-naúhan
Da. nøjes, ty. genügen ‘være nok, række’. Af urie *h₂nek̑-; skt. aśnoti ‘når’, lat. nancīscor ‘opnår.’
Præsens
- Sg. -nah, -naht, -nah
- Du. -naúhuts
- Pl. -naúhum, -naúhuþ, -naúhun
Præteritum
- Sg. -naúhta, -naúhtes, -naúhta
- Du. -naúhtedu, -naúhteduts
- Pl. -naúhtedum –-naúhteduþ, -naúhtedun
magan ‘måtte’
Ældre middeldansk mughe ‘måtte’ med præs. ma. Den moderne infinitiv måtte er fra præteritum.
Præsens
- Sg. mag, magt, mag
- Du. magut
- Pl. magum, maguþ, magun
Præteritum
- Sg. mahta, mahtes, mahta
- Du. mahtedu, maheduts
- Pl. mahtedum, mahteduþ, mahtedun
Klasse 6 *aC
ga-mōtan ‘have lov til, finde lejlighed til’
Kroonen: en rod *mod-. der også ses i armensk matčcim
Præsens
- Sg. gamot, gamost, gamot
- Du. gamotuts
- Pl. gamotum, gamotuþ, gamotun
Præteritum
- Sg. gamosta, gamostes, gamosta
- Du. gamostedu, gamosteduts
- Pl. gamostedum, gamosteduþ –gamostedun
ōgan ‘frygte’
Af urie. *h₂egʰ- ‘frygter, er bedrøvet’;jf. gr. ἄχνῠμαι, (ἄχος) ‘er bedrøvet, sørger’
Præsens
- Sg. og, oht, og
- Du. oguts
- Pl. ogum, oguþ, ogun
Ptc. (un-)agands
Præteritum
- Sg. ohta, ohts, ohta
- Du. ohtedu, ohteduts
- Pl. ohtedum, ohteduþ, ohtedun
*áihan ‘eje’
(faír-áihan) ‘have’
Præsens
- Sg. áih, áiht, áih
- Du. áiguts
- Pl. áigum, áiguþ, áigun
Præteritum
- Sg. áihta, áihtes, áihta
- Du. áihtedu, áihteduts
- Pl. áihtedum, áihteduþ, áihtedun