Urie. *ou̯ og *au̯ > gm. *au̯ > got. /au̯/ <áu>
rauþs ‘rød’ (adj. a-st.) < gm. rauda– *h₁rou̯dʰ-o-, jf. gr. ἐρυθρός ‘rød’ < h₁rudʰ-ró-
láun ‘løn’ (n. a-st.) < *launa- ‘løn’; en rod *lau̯-, *lou̯- eller *leu̯- ses også i lat. lucrum ‘belønning’ < *lu-tro-
háuhs adj. ‘høj’ (adj. a-st.) < *hauhaz ~ *haugaz, jf. lit. kaũkas ‘bule’ < urie. *kou̯k-o-s < *keu̯k- ‘krumme sig’
gáumjan ‘se, undersøge’ < gm. *gaumjan- < urie. *gʰóu̯-mo- af *gʰau̯-(?), jf. lat. faveō ‘være favorabel’, oks. gověti ”at ære”
táujan, ‘gøre, lave’ < *taw(w)jan-, af urie. kausativ douh₂-éi̯e- ‘få til at lave’ < *deu̯h₂- ”sammenføje”, jf. gr. δύναμαι ‘jeg kan’
Ie. *ou̯(s)# > gm. *au̯(s)#
sunau < *-ou̯ vokativ singularis i u-stammerne; jf. ved. sūno