Urie. langvokaler

Germanske udviklinger

De germanske langvokaler afspejler indoeuropæiske langvokaler og kombinationer af kortvokal plus laryngal.

1. Sammenfald af urie. *ō og *ā i gm. *ō > got. /ō/ <o>.
2. Dybos lov i præ-germansk: Prætonisk langvokal forkortes før en sonorant. I følge Kroonen gælder reglen alle langvokaler, i følge Stiles 2017 er der tale om svind af en laryngal efter *i og *u, som i sunus ‘søn’ og wair ‘mand’.
3. Osthoffs lov: Forkortelse af lang vokal foran sonorant plus konsonant: *V̄RC > *VRC
4. Nye langvokaler i forbindelsen kortvokal + nasal + /h/. I germansk opstod der i sådanne forbindelser en lang nasalvokal. Nasaleringen svandt, og de tidligere nasalerede vokaler faldt sammen med langvokalerne. Urie. *ā var jo blevet til *ō, men på denne måde opstod et nyt *ā.
5. *ē og *ō sænkes i åbne stavelser og får allofonerne [ε̄] <aí> og [ɔ̄] <aú>.
6. Et nyt langt ē, kaldet ē², opstår og giver gotisk /ē/; dets oprindelse er omdiskuteret

I gotisk sker der følgende

1. *ei̯, der i germansk havde udviklet sig til *ii̯, falder sammen med gotisk /ī/ <ei>
2. Bemærk, at [ε̄] og [ɔ̄] skrives <aí> og <aú>

Germanske udviklinger i sidste stavelse:

1. Forkortelse af langvokaler i udlyd og før nasal eller r:
   *ī  > i
   *ū > *u
   *ō > *a
   *ē > *a