Urie. *ē og *eh₁ udvikler sig i germansk til *ē, der formentlig udtaltes [ɛ̄], idet det i alle andre sprog end gotisk bliver til ā (og dernæst å i skandinavisk).
I gotisk sker der følgende:
- Germansk *ē hæves til gotisk [ē], der skrives <e>
- I åben stavelse sænkes *ē til <ai>, der tolkes som langt [ε̄], men det skrives altså på samme måde som kort /ĕ/.
Normaludvikling
Urie. *ē og *eh₁ > gm. *ɛ̄ > got. /ē/ <e>
- jer ‘år’; ono. ár, da. år, tysk Jahr < *i̯eh₁-ro-
- missadeþs ‘udåd’. missa- (da. mis-) + dēði- (on. dáð, da. dåd med ā hhv. å < *ē), *dʰeh₁-ti- ‘dåd; det at gøre’; gr. θήσις ‘(for)ordning’
I hiat
I stilling før vokal sænkes *ē til <ai>. I sprog som latin, græsk og vedisk forkortes en langvokal i stilling før en anden vokal, så det virker rimeligt at antage, at <ai> her står for /ε/.
/ē/ → /ε/ <ai>
Sker typisk, når laryngal går tabt:
- saian /sεan/ ‘at så’ da. så, oe. sāwan, oht. sā(w)en, sā̆hen < *seh1– ‘så’, dvs. gm. sēan-, jvf. også lit. sė́ti ”så”, oks. sěti ‘så’, lat. sēmen ‘sæd’. I engelsk sniger en halvvokal sig ind efter sɛ̄-: eng. sow.
- waian [wεan] ‘at blæse’; ndl. waaien, ty. wehen da. vaje (om flag f.eks.); ved. vāti ‘blæser’ < *h₂u̯eh₁-
Osthoffs lov
Urie. *ē > *e > got /i/ /__RC
- mimz ‘kød’ (n. a-st.) < gm. *mimza- < urie. *mēms-ó-; jf. ved. māṃsá–
- winds ‘vind’ (m. a-st.) < gm. *winda– < *wēnda– < urie. *h₂u̯eh₁-ent-o-, jf. bl.a. ved. vā́ta- ‘vind’ < *h₂u̯éh₁-n̥t-o-
I sidste stavelse
Her forkortes og sænkes germansk *ē.
Urie. *ē > gm. *ē > got. a/__#, -N, -r
Dette ses feks. i slægtskabsbetegnelserne:
- fadar, nom.sg. ‘far’< gm. fadēr; ono. faðir, eng. father osv. < urie. *ph₂tḗ(r)
- broþar, nom.sg. ‘bror’ < gm. *brōþēr; ono. broðir < urie. *bhráh2-tē(r)
- dauhtar, nom.sg. ‘datter’ < gm. *duhtēr; ono. dóttir < i.e *dʰugh₂-tē(r)
- haban, inf. til 3. svage præsensklasse < urgerm. *-ēn
På dette tidspunkt var der formentlig ikke noget *ĕ i ubetonet stavelse; derfor forkortedes *ē til *a.