Indoeuropæisk lader ikke til at have vokalerne /ī/ og /ū/; generelt går vi ud fra, at /ī/ og /ū/ i enkeltsprogene går tilbage til *ih og *uh. I germansk sker der meget lidt:
- *ih og *uh (hvilken laryngal der er tale om er ligemeget) > *ī og *ū
- *ei̯ > gm. *ī (mens *eu̯ > iu̯)
- Dybos lov
Disse vokaler forbliver uforandrede i gotisk, hvor /ī/ skrives <ei>, mens /ū/ skrives <u>
Urie. *ī og *ih > gm. *ī > got. /i/ <ei>
- ber-eiþ, 2pl.opt.præt. af bairan < *-ih₁-t
- manag-ei ‘mængde’ (f. n-st.). De feminine īn– stammer er vel afledte af de urie. *ih₂-stammer; se Bjarne s. 77. Det samme gælder ī-stammer af typen mawi, hvor vi ser udlydsbehandlingen af germ.*‑ī
Forkortelse i sidste stavelse
- mawi f. o-st. ‘pige’ – dannet til *magu- ‘dreng’ med femininumssuffikset *-ih₂ (devī-fleksionen)
Dybos lov
- wair ‘mand’ (m. a-st.) < gm. *wira-, jf. ono. verr, oeng. wer. Kortvokal i germansk *wira- og lat. vir skyldes Dybos lov; jf. ved. vīrá- ‘helt’ og lit. výras ‘mand’.