Kl. 6 | Betydning | Infinitiv | 3sg. præt. | 3pl.præt | Præt. ptc |
*aC | ‘gå, fare’ | faran | fōr | fōrun | farans |
Verber af klasse 6 har a i præsens/infinitivstammen og /ō/ <o> i dualis og pluralis præteritum. Baggrund: indoeuropæiske verbalstammer med o-trin i imperfektivstammen (dvs. i præsens).
Ligesom med verber af klasse 4 og 5 er det svært at danne nultrin til disse verber, og deres præsensstamme har a og ligner dermed 1.–3.sg. præteritum. Det er vel derfor, at langvokalen /ō/ <o> er blevet generaliseret i hele præteritum. Præteritums participium har a-trin ligesom infinitiven.
Perfektums ā < ie. *ō er opstået lydret i visse reduplicerede former:
- Urie. 3sg. *h₂a-h₂og̑-e, 3pl. *h₂a-h₂g̑-r̥ → gm.*ōk-: jf. da. age med gammel præt. åg eller og (“Bonden aag de svære Læs til Laden”). Roden er urie. *h₂ag̑- ‘age, køre’, som ikke er belagt i gotisk.
Dog mener Kroonen at der i flg. tilfælde er tale om en rodaorist:
- Urie. 3sg. rodar. *steh₂-t > *stōþ
Eksempler
- ga-daban ‘sømme sig’ (ga-dōf; b > f) < *dʰeHbʰ
- (ga-draban (ga-drōf) egtl. gagraban?)
- graban ‘grave’ (grōf) < *gʰrebʰ
- skaban ‘barbere’ (skōf) < *skabʰ
- ga-dragan ‘stable’ < dʰreg/g̑ʰ-
- alan ‘vokse’ < *h₂el
- us-anan ‘udånde’ < *h₂enh₁
- af-hlaþan ‘lade’ < *k(ʷ)leh₂
- malan ‘male’ *melh₂ (forskellige forklaringer på o-trin)
- sakan ‘bebrejde’ < *seh₂g/g̑-
- slahan ‘slå’ < *slak-
- swaran ‘sværge’ ← *su̯or-éie-, jf. ono. sverja ‘sværge’
- þwahan ‘vaske’
- wakan ‘vågne’ *u̯ag-? *u̯eg-?
- faran ‘fare’ *per- o-trin omdiskuteret
Klasse 6, men med -j- præsens
Få af disse verber har en kendt etymologi. To lader til at være *i̯e/o-præsentier, ét et tilsyneladende en gammel kausativ, der er blevet intransitiv.
- fraþjan – frōþ – frōþun – fraþans ‘forstå’ < *pret-
- hafjan ‘hæve’ < *kh₂p-i̯é- iflg LIV; jf. lat. capiō
- hlahjan ‘le’
- ga-raþjan ‘tælle’
- ga-skapjan ‘skabe’
- skaþjan ‘skade’ < *sk/k̑eh₁tʰ-i̯é- iflg LIV
- wahsjan ‘vokse’ < *h₂u̯oks-éi̯e-
Klasse 6, men med n-infix-præsens
Kroonen mener ikke her er tale om et nedarvet nasalpræsens.
- standan – stōþ – stōþun – *staþans ‘to stand’