Urie. *u

Generelt

Urie. *u kan udvikle sig til

  • u – den uforstyrrede udvikling
  • <au> [ↄ]– som følge af brydning
  • [ū], som skrives <u>  – som følge af er statningsforlængelse
  • Ø – som vølge af svækkelse i sidse stavelse

Urie. *u > gotisk u

  • juk ‘åg’ < gm. *juka– < urie. *i̯ug-o-
  • sunus ‘søn’ < gm. *sŭnús < *suh₁nus (husk Dybos lov)

Brydning

Got. /u/ > [ɔ] <aú> /___ r, h og ƕ

Fonemet /ɔ/ kan skrives <aú> (med accent på u)  for at skelne det fra diftongen /au̯/, der så skrives <áu>.

  • auhsa ‘okse’ (m. n-st.) < gm. *uhsan-; ono. uxi, oeng. oxa; ved. ukṣán– ‘ung okse’
  • auhuma (adj. n-st.) ‘højere’; dissimileret < gm.*uf-um-an-; jf. urie. *up-m̥h₂-o-; ved. upamá-
  • taúhans /tuhans/ ‘ledt’, flaúhans /fluhans/ ‘flygtet’ ovf. drusans ‘falden’ – alle tre verber har /u/ i nultrinnet, men i de to første eksempler får vi <aú>
  • waurþun, 3sg.præt < gm. *wurþunt < ie.*u̯r̥t-n̥t

Erstatningsforlængelse

Urgerm. uNh > ũNh > got. ūh <uh>

  • þuh-ta, 3sg. præt. til þugkjan < gm. *þunkjan– ‘tænke’
  • bi-uhts adj. ‘vant til’ < gm. *-unhta-; til roden *h₁eu̯k-, hvis nasalpræsens også ses i lit. jùnkti ‘vænne sig til’; jf. også ved. úcyati ‘nyder’

Tab i sidste stavelse?

Ie. *u lader til at være den eneste kortvokal, der bevares i denne stilling.

Typisk i u-stammerne:

  • sunus ‘søn’ (m. u-st) nom.sg. < urie. *suhnús
  • sunu ‘søn’ (m. u-st) akk.sg. < urie. *suhnúm
  • faihu (n. u-st.) nom.sg. ‘ejendom, kvæg, fæ’ < nom.sg.n. *pek̑u; ono. fé, da. fæ ‘kvæg, ejendom (som i danefæ), eng. fee ‘løn, agift’, oht. fihu, ty. Vieh ‘kvæg’; ved. pásu– kvæg.

I konsonantstammernes akk.sg. er urie. *-m̥ > gm. *-um dog svundet sporløst. Bl.a. derfor – og fordi *i går tabt i sidste stavelse – er der nogen der mener, at *u gik tabt i sidste stavelse. Eksempler på “tabt” *u er:

  • baurg, akk.sg. af baurgs (kons.-st.) ‘by, befæstning’ < germ. *burgum < urie. *bhr̥g̑h-m̥; ono. borg, oht. burg; Ungav. bərəz- (f.) ‘høj, bjerg’.
  • hanan, akk.sg. af hana m. ‘hane’ (n-st.) < germ. *hanan-um. Til samme rod, vel *kan‑, som lat. canere ‘at synge’; jf. gr. ἠι-κανός ‘daggry-sanger → hane’