De stærke verber er en stor gruppe verber, der danner præsens og præteritum efter et bestemt mønster, hvor de forskellige hovedformer viser forskellige typer af aflyd.
De danner præsens uden nogen form for suffiks; endelserne er de indeouropæiske tematiske primærendelser.
Deres præteritum viderefører det indoeuropæiske perfektum.
Hovedformerne
De stærke verber har til fælles, at de fire hovedformer af verbet dannes ved / adskiller sig fra hinanden ved aflyd. Disse fire hovedformer er:
- Infinitiven, som præsensstammen dannes ud fra. Her ser vi oftest refleksen af et indoeuropæisk e-trin, nedarvet fra det tematiske fuldtrinspræsens. Endelserne afspejler de tematiske primærendelser.
- Stammen i præteritum singularis (repræsenteret ved 3sg i det nedenstående); her ser vi typisk refleksen af et indoeuropæisk o-trin og spor af reduplikation. Begge dele er nedarvet fra perfektum; endelserne er ligeledes stort set de indoeuropæiske perfektumsendelser.
- Stammen i præteritum dualis og pluralis (her repræsenteret ved 3pl.); her ser vi typisk nedarvet nultrin, og i nogle tilfælde reduplikation og de indoeuropæiske perfektumsendelser.
- Præteritums participium (som ender på -ns); her ser vi typisk nultrin eller samme aflyd som i infinitiven. Selv om vi kalder formen præteritums participium, dannes den altså ikke til præteritumsstammen.
De syv klasser
Relevante lydlove
De stærke verbers aflydsmønstre er tildels nedarvet, tildels betinget af verbernes fonologiske struktur og de effekter de germanske lydlove havde på dem. For at forstå de germanske verbalsystems opdeling i verbalklasser skal man først og fremmest huske følgende lydlove:
- Urie. *n̥, m̥, *l̥ > gm. un, um, ul
- Urie. *e > gm. *i > got. ɛ <aí> / __ r, h, ƕ (brydning af *i)
- Urie. *u > gm. *u > got. o <aú> / __ r, h, ƕ (brydning af *u)
- som følgende af ovenstående regler gælder, at Ie. *r̥ > gm. *ur > got. aúr
- Urie. V̄RC > V̆RC (Osthoffs lov)
De stærke verber falder i syv hovedgrupper, alt efter rodens vokalisme og rodstruktur, særligt hvordan rodens nultrin fremtræder.
I det følgende vises de fire hovedformer – infinitiv, 3sg. præteritum, 3pl. præteritum og præteritums participium – af hver stammeklasse.
De første fem klasser har i-aflyd (< urie. *e) i præsens og a-aflyd i 1–3sg. præteritum (< urie. *o). Klasse 1-3 har strukturen CeRC (R = sonorant) med nultrin CR̥C:
- *ei̯C beitan, bait, bitun, bitans – dvs. rødder med i-diftong i lukket stavelse
- *eu̯C niutan, naut, nutun, nutans – dvs. rødder med u-diftong i lukket stavelse
- *eRC bindan, band, bundun, bundans – rødder med final sonorant + obstruent
Dernæst følger to klasser med strukturen CeC med et problematisk nultrin: CC. De får *ē i pærteritum:
- *en niman, nam, nemun, numans – rødder, der udlyder på en enkelt sonorant
- *eT giban, gaf, gebun, gibans – rødder, der udlyder på en enkelt obstruent
Klasse 6 derimod består af rødder, der af den ene eller anden gund har fået a-trin i roden i germansk, og som derfor ikke passer ind i det skema, vi ser i klasse 1–5. Rodstrukturen er altså CaC, men CōC i præteritum:
- *aC faran, for, forun, farans – rødder med a i infinitiven og en enkelt final konsonant
Klasse 7 består af rødder, der på grund af deres medfødte rodvokalisme eller rodstruktur ikke passer ind i nogen af de ovenstående klasser. De dannes med reduplikation. I alle de andre klasser kunne præteritum altså udtrykkes ved aflyd, men det går ikke med den slags rødder, der bøjes efter klasse 7. Derfor har de bevaret reduplikationsstavelsen:
- *V[-e]CC háitan, haí-háit, haí-háitum, háitans – rødder med alt andet end *e i roden og mere end én udlydende konsonant danner redupliceret præteritum
I det ovenstående regnes alle verber med reduplikation i præteritum til klasse 7 – men der er også forfattere, der klassificerer dem anderledes; se særskilt under klasse 7.