Bøjninger
Der er to stærke adjektivbøjninger. De afspejler
- den indoeuropæiske kombination af (tematiske) o-stammer med femininum på *‑eh₂
- de indoeuropæiske i– og u-stammer.
Den første type er den hyppigste. Dens bøjning (se neden for) ligner de substantiviske a– og o-stammer, men den har lånt en del endelser fra pronominalbøjningen. Den anden type er sjælden, og der mangler en del former i bøjningen (se neden for).
a– og o-stammer
Størstedelen af alle adjektiver er overgået til, hvad der oprindeligt var samme bøjning som de substantiviske a– og o-stammer, men som har lånt en del endelser fra det demonstrative pronomen.
Maskulinum og neutrum
Stort set alle endelser er identiske med dem, vi finder i pronominerne sa og þata.
| -a- ‘Blind’ | -ja- ‘midterst’ | -ija- ‘vild’ | Urie. | |||
| Sg. | m. | n. | m. | n. | m. | |
| N | blinds | blind blindata | midjis | midi blindata | wilþeis | M -os N -od+partikel |
| G | blindis | midjis | wilþeis | -eso | ||
| D | blindamma | midjamma | wilþjamma | lok. -esmoi̯ inst.-esmeh₁ | ||
| A | blindana | blindata | midjana | midjata | wilþjana | -om + partikel |
| Pl. | ||||||
| N | blindái | blinda | midjái | M -oi̯ N -ah₂ | ||
| G | blindaize | midjáize | wilþjáize | -oi̯s-ōm? | ||
| D | blindaim | midjáim | wilþjáim | -oi̯-mis | ||
| A | blindans | blinda | midjans | midja | wilþjans | M -ōns N -ah₂ |
- Neutrum til wilþs kunne ikke være i skemaet: nom./akk.sg. wilþi/wilþjata
- Akk.sg.: fra det demonstrative pronomens þana < *tom + en ukendt partikel; Bjarne gætter på germ. *þan-ōN
- Dat.sg. -amma: jf. skt. tasmai, tasmād, tasmin
- Gen.sg.: Endelse er grøn, fordi den godt nok er fælles med de substantiviske o-stammers endelse, men også dér kommer fra pronominalbøjningen.
- Nom.pl.m. -ai: kommer fra den pronominale bøjnings *-oi̯. Den kan kun være opstået i et enstavelsesord som *toi̯. Germansk -ai skal jo > *-a i udlyd i flerstavelsesord. Samme udvikling som i de græske og latinske o-stammer.
- Nom./akk.sg. neutrum -ata fra dem.pron. *tod + den ukendte partikel vi også ser i akk.sg.
- Genitiv plurais -ai-ze, dativ pluralis -ai-m: jf. skt e-bhyás, e-ṣā́m , e-ṣú < *oi̯-.
Femininum
Kun former med fed er forskellige fra de tilsvarende former i o-stammebøjningen.
| ‘blind | ‘midterst’ | ‘vild’ | ||
| Sg. | ||||
| N | blinda | midja | wilþi | -ah₂, *-i̯h₂ |
| G | blindáizos | midjáizos | wilþjáizos | -ah₂-es, *i̯eh₂-s? |
| D | blindai | midjai | wilþjai | -(i̯)ah-ei̯ |
| A | blinda | midja | wilþja | -(i̯)ah-m |
| Pl. | ||||
| N | blindos | midjos | wilþjos | -(i̯)ah₂-as |
| G | blindáizo | midjáizo | wilþjáizo | -(i̯-)-oi̯-s-ah₂-om |
| D | blindáim | midjáim | wilþjáim | -(i̯)ah₂-mos |
| A | blindos | midjos | wilþjos | -(i̯)ah₂-ns |
- Gen.pl. -aizo: -aiz- fra maskulinum.
- Dt.pl. -áim: den maskuline endelse.
i- og u-stammeadjektiver
Indoeuropæiske i- og u-stammeadjektiver bøjedes som substantiver, bortset fra, at de feminine u-stammer kunne bøjes efter devī́-bøjningen; jf. vedisk svādúḥ/svādvī́ f. ‘sød’. Devī-suffikset bredte sig i germansk ind i i-stammeadjektiverne; det er derfor både i- og u-stammer til dels er overgået til ja-/jō-stammebøjning.
De fleste i– og u-stammeadjektiver er overgået til a-/o- stammebøjning allerede i germansk, men gotisk har bevaret nogle få. De bøjes dog ikke længere som rene i- og u-stammer.
Der findes kun ganske få adjektiver af denne slags, såsom u-stammerne hardus, þaúrsus ‘tør’ og i-stammerne hrains ‘ren’ og sels ‘venlig’
| S | hardus | hardu hardjata | hardus |
| G | – | – | – |
| D | – | – | – |
| A | hardjana | hardu, hardjata | hardja |
| N | hardjai | – | hardjos |
| G | hardjaize | hardjaize | hardjaizo |
| D | hardjaim | hardjaim | hardjaim |
| A | hrainjans | – | hardjos |
Adjektiviske i-stammer
| M | F | N | |
| N | hrains | hrains | hrain |
| G | hrainis | – | hrainis |
| D | hrainjamma | hrainjai | hrainjamma |
| A | hrainjana | hrainja | hrain |
| Pl. | |||
| N | hrainjai | hrainjos | hrainja |
| G | hrainjaize | hrainjaizo | hrainjaize |
| D | hrainjaim | hrainjaim | hrainjaim |
| A | hrainjans | hrainjos | hrainja |
Adjektiver der kun bøjes stærkt
I grammatikker over andre indoeuropæiske sprog forekommer en særlig gruppe pronominaladjektiver, der i større elle mindre grad retter sig efter den pronominale bøjning; se feks. eksempler fra vedisk og latin.
Den type adjektiver har en særpræget semantik, idet de er mere funktionelle end leksikalske: de betegner mængde, placering i tid og rum, modsætninger, men ikke inhærente leksikalske kvaliteter som stof, farve, sindsstemning osv.
I gotisk har disse ajdektiver det særtræk, at de kun bøjes efter stærk bøjning. Det drejer sig om:
- Kardinaltallene ain- ‘en’, twai ‘to’, þreis ‘tre’
- Possessive pronominer dvs. mein-, þein-, sein-, unsar-, izwar-
- anþar ‘anden’ (bruges også som indefinit pronomen)
- jain‑ ‘den dér’ (demonstrativt adjektiv)
- all- ‘al’
- ganoh- ‘nok’
- halb- ‘halv’
- midji- midterst
- full- ‘fuld’
Adjektiver der aldrig bøjes stærkt
Præsens participium bøjes altid svagt. I modsætning hertil bøjes præteritums participium både stærkt og svagt.